Lars Bollerslev
Det poetiske drama og naturens foranderlighed
Af: Tom Jørgensen, Kunstavisen
Lars Bollerslevs malerier fremstår lige så fysisk nærværende og knudrede, som den jord, der skildres. Markmandshuset og de tunge våde marker og enge, der omgiver det, vises sammen med den store altomfattende horisont i solskin og regn, i slud og blæst og under indtryk og påvirkning af alle fire årstider i malerier, som trænger sig ind under huden på beskueren.
Billederne er på én gang vibrerende og monumentale. Farverne gløder og ulmer eller fortættes i sortgrå nordisk melankoli.
Ofte antager malerierne en næsten abstrakt karakter. Vi genkender det kubisk formede hus, men baggrunden er reduceret og forenklet til horisontale farvelag, som med deres glødende stoflighed kan minde om en Mark Rothko. Her antager billederne en dimension, som er på én gang vibrerende og monumentale. Farverne gløder og ulmer eller fortættes i sortgrå nordisk melankoli.
En tolkning behøves egentlig ikke. Billederne er der bare som vidnesbyrd om et stykke natur og en konkret realitet erfaret gennem et kunstnersind. Usentimentalt, nøgternt og nøgent, hvilket imidlertid ikke forhindrer, at man som beskuer kan føle endda rigtigt meget, når man ser på dem. For er det ikke det, han gør, Lars Bollerslev? Får os til at åbne vores øjne for omgivelsernes skønhed, hvad enten det er det jyske landskab, en klassisk pavillon i Ribe eller de gamle bygningsværker i Italien.
Og her et par citater:
”At male er for mig først og fremmest et håndværk. Tit og ofte er det som om et billede har sin egen vilje, og der er vel en form for modstand, som man må lære at håndtere. Da er det netop de håndværksmæssige tricks man griber til. Et billede må aldrig blive for let at lave. Den dag, de bliver det, er de måske ligegyldige”.
”I maleprocessen trækker jeg på det ubevidste, og bevæger sig hele tiden fra det kendte over mod det ukendte. Det ukendte kan man i denne sammenhæng godt definere som det religiøse. Det er en slags livsfølelse, en trang til at møde noget, der er større end en selv”.
Lars Bollerslev